Malene Jøns uden filter


Jeg er familiens hjerte – den, der får hverdagen til at hænge sammen med et smil, et godt grin og et nogenlunde overblik, selv når dagene løber lidt stærkt. Jeg trives bedst, når der er lidt tempo på, når kalenderen er fyldt med liv, mennesker og projekter. Men jeg ved også, hvor vigtigt det er at stoppe op og nyde de små øjeblikke. De stunder, hvor vi samles omkring middagsbordet, og snakken flyder frit på kryds og tværs, er noget af det, jeg holder allermest af.

Jeg har altid haft svært ved at lade være med at engagere mig. Når jeg ser noget, der kan blive bedre – i børnenes skole, i nabolaget eller i foreningslivet – så tager jeg fat. Jeg tror på, at fællesskaber gør os stærkere, og at det giver mening at bidrage og tage ansvar. Jeg sidder selv i bestyrelser i lokale foreninger, og det giver mig stor glæde at være med dér, hvor idéer bliver til virkelighed. For mig handler det ikke bare om at møde op, men om at gøre en forskel, skabe sammenhold og få ting til at ske.

Vand har altid haft en særlig betydning for mig. Jeg elsker følelsen af at glide gennem vandet – det øjeblik, hvor verden bliver stille, og tankerne får lov at falde på plads. Jeg svømmer flere gange om ugen i svømmehallen, og det er mit frirum – et sted, hvor jeg kan koble helt af, men samtidig mærke kroppen arbejde. Når muligheden byder sig, hopper jeg også gerne i søer og hav. Der er noget råt og ægte over det – den friske luft, kulden og friheden i at tage de første tag i åbent vand. Jeg indrømmer dog gerne, at jeg er rædselsslagen for at møde en fisk, når jeg svømmer i søerne – men det afholder mig sjældent fra at hoppe i alligevel. For følelsen bagefter er det hele værd: frisk, fri og fuld af energi.

Bevægelse har altid været en naturlig del af mit liv. Jeg løber, når jeg har brug for at få renset hovedet, og finder ofte vej til motionscentret for at hente ny energi. Yogaen giver mig ro og balance – et nødvendigt modspil til en travl hverdag. Og så er jeg en del af et lokalt opvisningshold i gymnastik, hvor grin, energi og sved går hånd i hånd. Jeg har hverken rytme eller koordination i mit liv, men jeg elsker at være med alligevel – for her handler det ikke om at være perfekt, men om at have det sjovt og være en del af fællesskabet. For mig er motion ikke en pligt, men en gave – et sted, hvor jeg henter overskud, glæde og nærvær.

Jeg sætter stor pris på ærlighed, nærvær og godt humør. Jeg tror på, at man kommer længst med en blanding af struktur og spontanitet – og at livet bliver sjovest, når man både kan tage ansvar og grine af sig selv undervejs.

Jeg ser som regel muligheder frem for problemer, og jeg møder mennesker i øjenhøjde, uanset hvem de er. Jeg brænder for at gøre en forskel – i familien, i foreningerne og i det lokalsamfund, jeg holder så meget af. For mig handler livet om at tage del, skabe forbindelser og være med til at gøre hverdagen lidt bedre – for både mig selv og for dem omkring mig.


Mød min familie

Hjemme hos familien vores, er der sjældent helt stille – men altid rart. Vi er to voksne, to børn og en hverdag fyldt med grin, planer, svømmetasker og lidt organiseret kaos.

Bertel på 13 er familiens konkurrence menneske. Han går på TAK, er målrettet, struktureret og har altid styr på sine ting – og gerne også på resten af familiens tidsplan. Han svømmer på højt niveau, løber stærkt og siger sjældent nej til en fysisk udfordring. Når han ikke er i svømmehallen, er han som regel sammen med vennerne fra svømningen – eller i gang med at lægge næste plan.

Helene på 9 går på Tjørring Skole og er familiens milde tænker. Hun er eftertænksom, omsorgsfuld og elsker at bevæge sig – både i svømmehallen og til springgymnastik, hvor hun frygtløst kaster sig ud i nye spring. Hun finder glæde i både ro og leg, og hun er den, der minder resten af os om at trække vejret og nyde øjeblikket.

Thomas er familiens moderne mand – den, der spiller aktivt ind i planlægningen, når der skal holdes styr på legeaftaler, aftensmad og det daglige AULA-kaos. Til dagligt arbejder han med Facility, men hjemme er han både praktisk problemløser, rolig modvægt og den, der sørger for, at tingene hænger sammen – også når de ikke helt gør det.

Vi er en familie, der holder af at være sammen – hvad enten det er over aftensmaden, på farten mellem fritidsaktiviteter eller i sofaen med en god film. Hverdagen kræver lidt koordinering og meget kaffe, men vi klarer det med et smil – og en god portion humor.

Mød dem her under: